var jeg sindet, at ophidse Eders Gemytter til Raserie og Oprør, saa
skulde jeg skade Brutus og Kassius, hvilke, som I alle veed, ere
hederlige Mænd. Men jeg vil intet Ondt gjøre dem: hellere vil jeg
gjøre den Døde, mig selv, og Eder Uret, end at jeg skulde volde
slige hederlige Mænd Fortræd. Men her er et Pergament med Cæsars
Segl: jeg fandt det i hans Kammer; det er hans sidste Villie. Lad
Folket blot høre hans Testament, som jeg, tilgiv mig det, ikke
tænker at oplæse, da skulde de alle gaa hen og kysse den døde Cæsars
Saar; og dyppe deres Klæder i hans hellige Blod; skulde bede om et
Haar af ham til Erindring, og paa deres Dødsdag i deres sidste
Villie tænke paa dette Haar, og testamentere deres Efterkommere
det som en rig Arvedel.

Den Fjerde:
Vi ville høre Testamentet! Læs det, Marcus Antonius.

Antonius:
Haver Taalmodighed, mine Venner: jeg tør ikke forelæse det; deter
ikke raadeligt, at I erfare hvor kjær Cæsar havde Eder. I ere ikke
Træe, I ere ikke Stene, I ere Mennesker; og da I ere Mennesker saa
skulde Testamentet, om I hørte det, sætte Eder i Flamme, det skulde
gjøre Eder rasende. Det er godt at I ikke vide, at I ere hans
Arvinger; thi vidste I det, O, hvad vilde der da blive af?

Den fjerde:
Læs Testamentet; vi ville høre det, Antonius! Du maae læse
Testamentet for os, Cæsars Testament!

Antonius:
Ville i være rolige? Ville I bie lidt? Jeg er gaaen for vidt at jeg