_Menenius_:
Endskjøndt de ikke alle kunde see,
Hvad jeg tilflyde lader hver især,
Saa kan jeg dog med gyldigt Dokument
Bevise at jeg overlader dem
Den rene Kjærne, selv beholder Kliddet.
Hvad siger I dertil?

_Første Borger_:
Et svar det var--
Men nu Andvendelsen!

_Menenius_:
Senatet er
Den gode Mave: I Rebellerne.
I undersøge blot de Raad det giver
Og alt dets Omhue. Overveier nøie
Alt hvad til Statens Velferd monne sigte,
Og da I finde vil, at fra Senatet
Hver offentlig Velgjerning som I nyde
Sit Udspring bar, men ei fra Eder selv--
Hvad tænker I, som er den store Taae
Her i Forsamlingen?

[10. _Coriolanus_--Malone's ed. London. 1790. Vol. 7, pp. 148 ff.]

Aside from the preponderance of feminine endings, which is inevitable
in Scandinavian blank verse, what strikes us most in this translation
is its laboriousness. The language is set on end. Inversion and